Datoen er den 21. marts 2007. Mit TV er indstillet på TV2 News. En bus er sprunget i luften på Østerbro i København. Der er røg ud af flere lejligheder. Adskillige politi- og brandfolk er på stedet. TV2 har naturligvis sendt deres berygtede helikopter i luften.
Men det hele er blot en planlagt terrorøvelse. Fra studiet på Teglholmen forklares og perspektiveres begivenhederne af TV2 News’ egen terrorekspert - Niels Brinch.
Men hov! Hvad kvalificerer Brinch til at agere ekspert? Jovist har han været vært på kriminalmagasinet Station 2 i en årrække. Men hans CV siger uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Så hvorfor vælger TV2 News ikke en militærstrateg til at kommentere terrorøvelsen? Er det at vise omhu med sine kilder og være troværdig overfor sine modtagere?
Lad os lige for en god ordens skyld opsumere journalisters primære funktion. Vi skal indsamle oplysninger og videregive dem til folket i en forståelig indpakning. Samtidig undervises vi i at stille neutrale spørgsmål og skrive artikler, hvor vi er så vidt muligt skal gøre os usynlige - for ikke at forstyrre budskabet.
Hvad sker der så, når vi smækker Niels Brinch på skærmen som terrorekspert eller stiller om til den udsendte USA-korrespondent, for at høre hvorfor John Mccain nu pludselig har skiftet strategi? Rollerne omdefineres og er ikke tro mod den journalistiske barnelærdom. Det kan måske i visse tilfælde svække troværdigheden og på samme tid gå udover objektiviteten.
For at vende tilbage til mit tidligere spørgsmål om hvorfor medierne vælger denne nye og moderne form for journalistik, kunne forklaringen ligge i tempo-begrebet. Der tales hele tiden om at hastigheden konstant øges i mediebranchen. Hurtige og letfordøjelige nyheder er yderst velkomne! Vi orker ikke at høre en ukendt kedelig professor i økonomi fra Roskilde Universitetscenter med et monotont stemmeleje forklare om baggrunden for den aktuelle økonomiske krise. Vi vil have det serveret let efter at have været igennem den journalistiske forenklingsproces.
Det skal altså være let for modtageren, men samtidig også let for afsenderen. Det er langt mere bekvemt at ringe til en kollega, fremfor at skulle finde og kontakte en ‘ægte’ ekspert inden for området.
Tilhængerne af denne interviewstil kan mene, at den NETOP løser opgaven om at formidle oplysninger letforståeligt for befolkningen. For det er jo det en journalist kan - modsat lektoren fra Roskilde. Samtidig kan disse ‘hjemmeavlede eksperter’ ofte bidrage med en ny vinkel på en situation, som en ‘ægte ekspert’ ikke havde set. Derudover ligger der også en særlig dynamik i det at stille live om til Washington. Begivenhederne kommer helt ind i vores dagligstue og giver en nerve til indslaget.
Stilen bør ikke overdrives eller henfalde til den dovne løsning. Vi skulle jo nødig ende i en gang journalistisk indavlet navlepilleri. Måske handler det om at søge den gyldne middelvej. Det gør det jo ofte.
For hvad er risikoen ved at forblive i den samme gamle rille?
Det hele blir’ så fandens kedeligt!
